skip to Main Content

LEA Ejendomspartner A/S etablerer nyt kontor i Odense

Ejendomsadministrationsselskabet har åbnet ny afdeling i Odense og ansat to erfarne profiler.

LEA Ejendomspartner A/S har taget næste skridt mod at være landsdækkende, da ejendomsadministrationsselskabet udvider med åbningen af et nyt kontor i Odense. Landets sjettestørste ejendomsadministrationsselskab har i forvejen kontor i København, Næstved og Kolding.

”Med etableringen af et kontor på Fyn, bliver vi i stand til at levere lokal ejendomsadministration i en af de stærkeste vækstbyer og samtidig servicere hele Fyn”, siger Troels Riis Poulsen, administrerende direktør hos LEA, og fortsætter:

”Etableringen i Odense slår to streger under vores status som et landsdækkende administrationsselskab. Vi ved, at vores kunder og brugere af de ejendomme, vi administrerer, værdsætter nærhed og lokalkendskab. Det kan vi nu tilbyde vores fynske kunder.”

Afdelingslederen på det nye kontor er Joachim Wengenroth. Han har over 40 års erfaring inden for ejendomsadministration, og hans primære arbejdsopgaver består i at tilbyde kunderne bedst mulig service.

”Jeg skal servicere vores klienter, så de får den oplevelse, at de trygt kan overlade den fulde administration af deres ejendom til os. Vi kan desuden trække på den ekspertise, der findes i vores andre afdelinger rundt om i landet, så kunderne får de bedste vilkår og en god proces,” siger Joachim Wengenroth, der ikke kommer til at sidde alene på kontoret. LEA Ejendomspartner har også ansat Anne Månsson, der er tiltrådt som ejendomsadministrator, og hun har over 18 års erfaring i branchen.

”Vi har været meget heldige med at få to så anerkendte profiler tilknyttet vores kontor. Joachim har mere end 40 års erfaring fra en lignende stilling i Odense. Anne har ligeledes stor erfaring, ligesom hun har et stort lokalkendskab. Med ansættelserne har vi allerede en meget stor ekspertise og et stærkt netværk i området,” forklarer Troels Riis Poulsen.

LEA Ejendomspartner er en del af EDC Poul Erik Bech-koncernen. Det nye kontor kommer til at dele adresse med EDC Erhverv Poul Erik Bech i Odense, hvis direktør, Morten Nielsen, har store forventninger til samarbejdet.

”Når vi samler vores kompetencer i samme hus, kan vi betjene vores kunder inden for praktisk talt alle aspekter af ejendomsverdenen,” fortæller Morten Nielsen, direktør og partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i Odense.

LEA Ejendomspartner A/S er landets sjettestørste ejendomsadministrationsselskab. Selskabet varetager både administration af ejer- og andelsboligforeninger samt investeringsejendomme for både private og offentlige ejendomsejere, såvel danske som udenlandske.

Østre Stationsvej 3-5
5000 Odense
CVR:  10006856
Tlf.: 58588230
odense@lea.dk

Back To Top