skip to Main Content
2018 02 19 Visualisering

LEA Ejendomspartner skal administrere bæredygtig landsby

LEA Ejendomspartner skal bidrage med bæredygtig administration, når EcoVillages bæredygtige bofællesskab åbner i Lejre til næste år. Det indebærer, at al kommunikation foregår elektronisk.

EcoVillage udvikler projekter baseret på bæredygtighed og moderne boformer med både fællesskaber og plads til den enkelte. I alt arbejder EcoVillage på syv byggeprojekter, og bofællesskabet i Lejre, som åbner til foråret 2019, er den første, der er klar til indflytning. I alt vil næsten 300 rækkehuse blive opført – hvoraf 44 af dem er i Lejre. Rækkehusene i Lejre bliver udbudt som ejerboliger, men en projekteret anden etape med yderligere 44 rækkehuse skal efter planen sælges som andelsboliger. Bebyggelserne indrettes med store fælleshuse, og der bliver fællesspisning fire gange om ugen. Der er dog ikke tale om et kollektiv. Fælleshuset i Lejre vil være på hele 600 kvm og indeholder blandt andet spisesal, køkken, legerum, øvelokale, fitness, tv-stue, teenageafdeling og meget mere.

Bæredygtig administration

Når EcoVillage til foråret 2019 åbner dørene for deres bæredygtige bofællesskab i Lejre, er det med LEA Ejendomspartner i baglommen, som skal sørge for at bebyggelsen administreres optimalt. Og her er bæredygtighed i højsædet.

”Vi har sammen med EcoVillage besluttet, at al kommunikation skal foregå elektronisk, så vi ikke printer et eneste stykke papir. Her har vi skræddersyet en løsning, så vi undgår papir og dermed belaster miljøet mindre,” siger Troels Riis Poulsen, administrerende direktør i LEA, som er administrator for hundredvis af andels- og ejerforeninger.

I Lejre bidrager LEA til at udfærdige forslag til vedtægter, der skal tage højde for flere fælles kvadratmeter og aktiviteter end i andre foreninger. Desuden er LEA blevet tilknyttet et udviklingsforum med kommende beboere, der er med til at fastlægge en del af indretningen af bofællesskabet. Endelig vil LEA rådgive om optimal drift tilpasset lige netop denne boform. Dét giver i Troels Riis Poulsens øjne god mening, fordi LEA har administreret stort set alle slags ejendomme i snart 40 år.

”Vi har derfor indsamlet meget stor viden om ønskerne hos købere og beboere og indsigt i, hvordan ejendomme og foreninger drives mest effektivt og bæredygtigt. Vi har opbygget stærke kompetencer i vores projektafdeling, som har hjulpet mange projektudviklere, foreninger og udlejere med nybyggeri, ombygninger og renoveringer. Den omfattende viden, vi har opsamlet i LEA, kan være til stor gavn både for EcoVillage og for andre projektudviklere, især hvis vi bliver inddraget tidligt i forløbet,” fortæller Troels Riis Poulsen.

Fællesskabet er vejen frem i byerne

Ifølge FN vil 60% af verdens befolkning være bosiddende i byområder i 2050. En tendens, der kan opleves i fremtiden, sigter mod, at mennesker i fremtidens byer skal have færre personlige kvadratmeter og flere fælles kvadratmeter. EcoVillage er et svar på denne tendens.

”Fælleshuset og de øvrige fælles aktiviteter gør, at boligerne kan være mindre i størrelse end traditionelle boliger og dermed billigere i pris,” siger Rikke Sønder Larsen, EcoVillage-grundlægger.

”Vi fastholder en balance mellem det fælles og det private, så man kan trække sig tilbage og bare være sig selv, når man vil det,” fortæller Rikke Sønder Larsen.

Bæredygtigheden og fællesskabet er i højsædet hos Rikke Sønder Larsen, som fortæller, at boligerne bliver opført som modulbyggeri, der både er økonomisk og ressourcebesparende.

 

Kategori: Nyheder
Back To Top